søndag den 2. januar 2011

Et klaver...

... har jeg altid ønsket mig - og nu har jeg endelig fået det... ;o)
Og så har det kun kostet mig et par flasker rødvin, leje af en trailer og brændstof til bilen...

Jeg synes det er et rigtig flot møbel/instrument; det passer perfekt i vores stue og sammen med alle vores gamle møbler.
Det har et par små skønhedspletter - præcis som vi andre også har efter mange år på bagen; ellers fejler det intet. På et tidspunkt skal det stemmes, men det lyder faktisk rigtig godt som det er, så det kan godt vente lidt.

Til rengøring/behandling/vedligeholdelse bruger jeg "French Polish"; det kan fås i en del møbelforretninger, og er rigtig godt til gamle lakerede møbler.

mandag den 20. december 2010

En sag for manden...

må denne vist siges at være... Det er i hvert fald for en gangs skyld ham der har fået noget slæbt til huse.

Denne gamle høvlebænk har vi fået af en ven som er flyttet i en ny lejlighed.
Kent har altid ønsket sig en sådan, men jeg ved helt ærligt ikke hvor den skal være. Den hører jo li' som til i et værksted, men det værksted vi har her er spækket med alt muligt andet gammelt skrammel, så der er ikke plads.
Da den blev leveret mens vi var på ferie, blev den stillet på vores overdækkede terrasse; der får den vist lov til at overvintre. Og jeg synes jo faktisk den hygger rigtig meget, og den er bestemt da dekorativ med diverse lysestager, lamper, blomster osv. på. Meeeeen... Jeg håber der bli'r plads til den inden døre, for den ta'r temmelig meget plads... På den anden side - den er jo også ret praktisk... Som det ses på billedet kan den jo bruges til at opbevare drikkevarer og diverse ting under...

Men charmerende synes jeg altså at den er...

fredag den 10. december 2010

Intet må gå til spilde...

Da min søn sidste år flyttede i en ny lejlighed sammen med sin daværende kæreste, stod der to meget flotte og næsten nye sofaer i lejligheden. De ku' ganske enkelt ikke komme hele ud af lejligheden, da der efter at sofaerne var kommet ind, var sat nye - og smallere - døre i. Så hvis ikke Michael og Louise ville ha' sofaerne ku' de bare smide den ud...
Da det jo var nødvendigt at skille dem i atomer, råbte jeg vagt i gevær; måske ku' det fine stof bruges til noget. Da vi har cognacfarvede lædermøbler, ku' jeg fint forestille mig at stoffet, der er vinrødt med brunt, grønt og gyldent mønster, ville passe fint ind i vores stue.
Med til sofaerne hørte der nogle meget store puder; de to står på vores seng, to har jeg foræret væk, og de sidste har vi som mega-puder i stuen. De har fået nyt betræk og er dejlige at slænge sig i foran TV.

Det har nu ligget her hos mig i 16 måneder inden jeg fik gang i et projekt, hvor det ku' bruges, men jeg har nu næsten hele tiden vidst hvad jeg skulle med det.

Vores tipoldemors gamle gyngestol, som jeg nu har haft i en del år, trængte voldsomt til nyt stof - ligeså vores spisestuestole.

Så mens husbonden og jeg begge har gået sygemeldt med diverse skavanker forsøgte vi os med at polstre møbler om; og jeg er virkelig stolt af resultatet...

Næste projekt bli'r en gammel sekskantet skammel, som kan bruges til gyngestolen.

søndag den 5. december 2010

Endelig...

... fik jeg sat nye greb på den gamle servante, som jeg viste for et stykke tid siden...

Det er hvide porcelænsknopper med en messingskrue i midten; det synes jeg passer rigtig godt til den gamle sag...

Den står i vores køkken og fungerer nu som opbevaring til vores stereoanlæg... Ja, jeg kalder det opbevaring, fordi jeg synes det er så grimt, og fordi et sådant anlæg ikke passer ind i et hjem der er indrettet hovedsageligt med gamle ting og i gammel stil... Når anlægget er i brug åbner vi lågerne, ellers er de lukket, så det ikke samler en masse støv...


Barselpotten ovenpå servanten er fra min fars hjem; den er ca. 100 år gammel... Desværre har den nogle skader og låget mangler, men jeg elsker den potte, og den betyder rigtig meget for mig...

onsdag den 1. december 2010

Adventsstagen...

... er nu blevet pyntet og taget i brug...

Der er brugt følgende materialer:

Adventsstage
4 røde lys
4 fyrrekogler
4 stk. bånd á ca. 50 cm
Gran
Bindetråd
Porsegrene
Hjertegræs
Guldspray

Kogler, porsegrene og hjertegræs er sprayet med guld og har tørret nogle timer.
Fyrrekogler og lidt gran er bundet på under lyseholderne.

Gran, gyldne porsegrene og hjertegræs er samlet med bondetråd; bundet på spyddene mellem lyseholderne med bånd, som er bundet i sløjfe.

Til sidst er lysene sat i - og adventskransen er færdig...

torsdag den 25. november 2010

Jule- og vinterglæder

Kom lige forbi den lokale genbrugsbutik i går...

Der faldt jeg over denne adventsstage til hele 15 kr.

og kælken til 30 kr.

Jeg har altid været pjattet med de der adventsstager til at sætte frugt, kogler el. lign. på, men har bare aldrig ejet en... Det gør jeg så nu ;o)

Kælken ku' jeg ikke lade stå; den måtte simpelthen med hjem til at pynte på terrassen. Til næste år skal den måske ha' lidt mørk træbeskyttelse og en gang cykellak; så vil den ta' sig rigtig godt ud...

søndag den 21. november 2010

Genbrugsdekorationer...

Vi havde i går julemarked i det lokale idrætscenter. Amalie's klasse havde en stand hvorfra der blev solgt dekorationer; indtægten går til klassens bornholmertur til næste forår. Hver familie sku' komme med en dekoration eller flere, så det på den måde blev ren fortjeneste for børnene...

Jeg havde længe gået og funderet over hvad jeg skulle lave, da jeg personligt synes det er alt for tidligt at ha' juledekorationer stående. Ved godt at næste søndag er første søndag i advent, men igen - jeg vil selv ha' min dekoration så frisk som muligt - så...
Jeg kiggede i gemmerne og fandt 6 osteglas... En tur i skoven efter mos, kogler grene osv. Og en tur på det lokale genbrugscenter, hvor jeg købte to glasfade til 10 kr. pr. stk. Brugsen havde små julestjerner til næsten ingen penge, og i malerskabet havde jeg sølv- og guldspray. Fyrfadslys og grødris har vi altid i huset; så var jeg klædt på til at lave dekorationer...

Materialer til to dekorationer:

2 glasfade
6 osteglas
1 pk. ler
mos
gran
kogler
forskellige slags grene
guld- og sølvspray
4 fyrfadslys
2 små julestjerner
ca. 3 dl. grødris




Jeg synes selv dekorationerne blev ganske pæne uden at være for julede. Og de blev da også solgt inden for kort tid.